Sommerferien var nøje planlagt men kom lidt i fare, da Johanna og Mikkel var syge og mor, dagen før vi skulle afsted, valgte at brænde et par fingre godt og grundigt på risengrøden (den historie må hun vist selv fortælle), men heldigvis var det ikke så alvorligt som først antaget, så bilen blev pakket søndag aften, så vi kunne drage mod det jyske mandag formiddag.

Første stop på turen var Billund, hvor vi skulle bo et par dage og besøge Legoland. Det var et kæmpe hit, og vi var der fra de åbnede til de lukkede begge dage. Vejret var med os, så vi i slutningen af august kunne trisse rundt i korte bukser og t-shirts.

Efter turen i Legoland stod den på besøg i Givskud Zoo, hvor vi så de dovne løver – men også nogle, som var lidt vildere, da de fik smidt en halv hest ind i buret. Det var lidt sjovt at se.

Herefter skulle vi forbi Silkeborg for at besøge fars ven Morten og hans familie, for derefter at køre til Viborg til mors kusine Maria, hvor vi skulle være et par dage, inden vi kørte videre til Fjerritslev og Blokhus, hvor vi sluttede ferien af i farfars sommerhus – og Fårup Sommerland selvfølgelig. Vi skal jo drage nytte af, at vi har årskort dertil, og at farfar bor så dejlig tæt på.

Det var en skøn sommerferie, selvom vejret ikke altid var lige godt, men det artede sig de dage, vi havde udendørsplaner.

Det er spændende at se, hvilken sommerferie vi skal have næste år.