Tiden løber fra os, især efter Mikkels ankomst, hvor der har været nok at se til. Han hoster og hakker og har feber i tide og utide. Til gengæld er Johanna frisk som en havørn og tonser derudaf.

I november måned startede hun i storegruppen i børnehaven. Det var lidt af en omvæltning at komme op til de store børn, men heldigvis havde hun sin gode ven, Maja, med.

De er ved at bygge om i børnehaven, så Johannas stue er flyttet op i det gamle fritidshjem, hvilket hun er meget stolt af, da det er her man går, når man skal i skole.

Julen blev i år holdt på Møllevejen i Fjerritslev. På selve dagen nåede vi at besøge bedstemor i Ranum, hvor vi spiste lidt frokost for derefter at køre til Blokhus og besøge oldemor til en gang eftermiddagskaffe, herefter tilbage til Møllevejen, hvor julen blev holdt sammen med moster Tanja og hendes familie, Oldemor samt bedstefar og hans familie.

Johanna høstede imponerende mange gaver og fætter Alexander var ret misundelig. Hans ønske til næste jul var, at han fik flere gaver end Johanna.

Anden juledag tog vi til Viborg, hvor den stod på julefrokost inden bilen atter kørte mod Hvidovre.

Nytårsaften holdt vi hjemme – bare os 4. Det var rigtig hyggeligt,bortset fra en farmand, der var lidt syg pga. for meget rødvin dagen før, men han livede op da desserten kom på bordet. Maden var bestilt fra Cofoco, og det var meget meget lækkert – og der var rester til dagen efter. Det er ikke sidste gang, vi bestiller mad derfra.

Johanna ville gerne se fyrværkeriet kl. 24.00, så hun kæmpede for at holde sig vågen men måtte opgive kl. 23.40. Vi kæmpede for at vække hende, men det blev kun til en lille skål i saftevand, inden hun igen faldt i søvn.

Godt nytår til jer allesammen.